Dette er afdelingen for de videbegærlige, som ikke er bange for at få indsigt i kontroversielle emner i Afrikas dagligdag, især omkring misbrug af dansk ulandsbistand, inkompetence, nepotisme og magtmisbrug i afrikanske lande. Det er groft sagt beretninger fra hverdagen i Afrika, og vi modtager gerne forslag til emner, som bør behandles her, og alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt. Tilmelding til nyhedsbrev her
Jensen Safaris e-mail Club no. 115 - evt. tilmelding per e-mail til jensen@icon.co.za

Dansk udviklingsbistand har udviklet sig til et tag-selv bord for plattenslagere og oversmarte konsulenter, som udnytter det faktum at danskerne i bund og grund er et godgørende folkefærd, som gerne vil hjælpe andre. Derved har useriøse organisationer, firmaer og individuelle fået adgang til offentlige midler, som misbruges på en facon, der aldrig ville blive accepteret på andre poster under den danske finanslov - et misbrug som hvert år koster hver eneste husstand i Danmark ikke mindre end 5.700 kroner. Vi vil i denne rubrik hver måned påvise misbrug og fortælle historier om hvem der står bag misbruget, i håbet om at skærpe bevidstheden i den danske offentlighed, og derved frigøre midler der rettere burde anvendes hjemme i Danmark til velfærd og sundhedspleje for landet egne ældre skatteborgere.

 

Energi katastrofe udfolder sig i Sydafrika

Vi havde knapt fået sundet os efter valget af den korrupte ANC politiker Jacob Zuma til præsidentkandidat, før de næste dårlige nyheder ramte os i Sydafrika. Kort efter nytår blev vi udsat for en bølge af strømafbrydelser, der var så alvorlige, at mange store mineselskaber og fabrikker måtte lukke helt ned, trafikken i storbyerne udviklede sig til det rene kaos, og her på kontoret og i køkkenet havde vi ingen strøm om eftermiddagen i 10 døgn. Senere har vi som en konsekvens heraf nu installeret en benzindrevet generator, for i det mindste at kunne bibeholde kontakten med vore kunder og samarbejdspartnere. Vi har samtidigt haft en særdeles travl tid i gæstehuset, og kokken var flere gange på randen af nervesammenbrud, når strømmen forsvandt midt i madlavningen, når vi havde op til 40 gæster til spisning om aftenen!

 

Baggrunden er den sædvanlige - velkvalificerede hvide teknikere er flygtet fra det halvstatslige elektricitets selskab ESKOM pga diskriminering og dårlige arbejdsforhold, og hver gang mindre kraftværker har haft blot mindre tekniske vanskeligheder, er de ganske simpelt blevet lukket ned og lagt i mølpose. Da vi samtidigt har oplevet en enorm økonomisk vækst i de seneste 15 år, var det nærmest en given sag at katastrofen på et tidspunkt ville ramme os, og det gjorde den altså her i januar måned. Inkompetencen indenfor den offentlige sektor kender næsten ingen grænser, og det tog lang tid før politikerne fattede at dette var en alvorlig sag, som omgående krævede investeringer og ansættelse af kompetente personer, i stedet for de sorte partikammerater, som var anbragt overalt i stillinger, som de var aldeles ukvalificerede til.

 

Sidste år var Cape Town mørkelagt i flere perioder pga tekniske problemer på atomkraftværket Koeberg, som er beliggende nord for Blouberg Strand ved Atlanterhavskysten, og især leverer strøm til den vestlige del af landet. Industriministeren påstod på et tidspunkt at der var tale om sabotage, men i virkeligheden var det fordi ledelsen havde "glemt" at bestille de reservedele, som de franske teknikere allerede et halvt år forinden havde bedt om at få leveret til en gennemgående servicering af kraftværket. En tekniker som boede hos en af mine kollegaer, udtalte at det var første gang han nogensinde havde arbejdet på et atomkraftværk, hvor ikke en eneste person i ledelsen havde den ringeste anelse om de tekniske aspekter omkring atomkraft, og hvor ledelsen havde ignoreret to notater om bestilling af reservedele. Den sag kostede erhvervslivet og turistsektoren et millionbeløb, men naturligvis blev ingen draget til ansvar herfor.

 

POLITI CHEF OMSIDER ANKLAGET FOR KORRUPTION

Jeg har tidligere berettet om hvorledes præsident Mbeki fyrede den offentlige anklager, da han kom lidt for tæt på at arrestere chefen for det sydafrikanske politi Jackie Celebi for korruption. Pressen havde for længst afsløret en række forhold, som var helt uantagelige for en offentlig ansat, herunder privat omgang med en række personager, som var tiltalt for bedrageri og handel med stoffer.

 

Baseret på manglende omtanke og næsegrus beundring for en kollega fra den tredje verden, blev Celebi for et par år siden valgt til præsident for den internationale politisammenslutning Interpol, og mon ikke der lige nu sidder en række flove politifolk og undrer sig over, hvor mange narkobaroner som har modtaget løbende informationer om politiets arbejde fra selveste chefen for Interpol. For Sydafrika er det så flovt, som det næsten kan blive, og nu afventer vi med spænding om der findes en modig dommer, der tør sende politichefen bag tremmer, for retsvæsenets uafhængighed har lidt nogle alvorlige knæk på det seneste, og man får engang imellem det indtryk at ANC regeringen virkelig har til hensigt at smide alle vestlige normer overbord.

 

Jeg mindes ikke at have oplevet en lignende negativitet i Sydafrika siden jeg startede firmaet for 28 år siden. Mange som har været loyale, og har ønsket at forblive i Sydafrika, spekulerer nu på at finde andre græsgange, og det er naturligvis især de hvide med højere uddannelser som søger væk, således at samfundet får endnu mere mangel på ingeniører, læger og undervisere. Vor lokale valuta Randen styrtdykker - til stor glæde for vore gæster, men dette skærper naturligvis pessimismen hos de lokale, som får udhulet opsparinger og pensioner i et klima, som er præget af øget inflation og stærkt stigende priser på alle importerede varer, herunder især brændstof.

 

ZIMBABWE GÅR ENDNU ENGANG TIL "VALG"

Mens Zimbabwe står på afgrundens rand, spenderede Mugabe omkring 8 millioner Rand på fejringen af hans 84 års fødselsdag i grænsebyen Beit Bridge ved Limpopo floden, hvor hen ved 3 millioner af hans undersåtter har flygtet til grønnere græsgange i Sydafrika. På samme tidspunkt måtte Zimbabwe's nationalbank for første gang indrømme at inflationen var nået over de magiske 100.000 pct. - for at være helt nøjagtigt var tallet 100.026 pct. Guderne må vide hvorledes de er kommet til det tal, for der er næsten ingen varer i butikkerne, da handlen mest foregår på sortbørsen, og den reelle inflation regnes at være på mere end det dobbelte af de officielle tal. Regeringen fastsætter priserne på en række essentielle fødevarer, men de findes blot ikke i udbud til den pris, hvorimod man næsten altid kan finde varerne til en oppustet pris på det sorte marked.

 

I denne måned finder endnu en farceagtig valghandling sted i Zimbabwe. ZANU-PF partiet har gjort alt for at forplumre et frit valg for dets egne borgere, og selvom man naturligvis har problemer i det ludfattige land, så anvender man såvel penge som madvareforsyninger til at "købe" de fattige usofistikerede vælgere i landområderne, og med valgsvindel sørger man for at påvirke resultatet i byområderne, hvor de lidt mere oplyste sorte vælgere absolut ikke bryder sig om Mugabe. Selve en udbryder fraktion fra partiet, som velsagtens er begyndt at frygte for at Mugabe trækker dem med sig ned i dyndet, ser ud til at få en ret stor opbakning, så skal man være ualmindelig stor optimist for at tro at Mugabe kan fjernes gennem valgurnerne. Oppositionspressen er lukket ned af Mugabe, lokale politichefer forbyder valgmøder for oppositionen, men det eneste som er helt sikkert er at Sydafrika og andre nabolande vil godkende valget og endnu engang beskytte Mugabe mod hans egen undertrykte befolkning.

 

HVEM KUNNE DOG HITTE PÅ AT INVESTERE I ZIMBABWE?

I denne uge kører jeg selv til Zimbabwe (medbringende benzin i dunke!) for at kigge på ejendomme i Kariba området. Nogle vil nok foreslå at jeg besøger en psykiater, men jeg har en vis tro på at Mugabe's dage trods alt er talte, om ikke af andre årsager, så dog på grund af hans fremskredne alder. Derfor kommer der på et tidspunkt et nyt Zimbabwe efter Mugabe, og da området omkring Lake Kariba er så smukt, har jeg altid haft lyst til at investere i en ejendom med udsigt over søen, som engang med tiden måske skal anvendes som tilholdssted for vore gæster, ligesom det er sket med vort gæstehus i Pretoria. Det kan næppe gå mere galt end på aktiemarkedet (især hvis man har været så uheldig at have investeret i jagtrejsebranchen!), og går det godt, så har jeg givetvis købt en base ved Lake Kariba til en meget rimelig penge. Fortsættelse følger....!

 

Prisen udregnes i Zimbabwe dollars, og det bliver nok adskillige trillioner. Den største pengeseddel er på 10 millioner ZWD, og den seddel har en værdi på omkring 3½ krone (eller 3 kroner hvis I læser dette nyhedsbrev om et par uger!). Her op til valget trykker Mugabe og hans kumpaner pengesedler som aldrig før - de bliver fløjet ind fra det München baserede trykkeri Giesecke & Devrient, som ifølge pressen bliver betalt omkring 500.000 EURO om ugen for at trykke 432.000 ark med pengesedler, som i Harare påtrykkes en værdi af 170 trillioner Zimbabwe dollars. I den forløbne uge brugte man en del af pengene til at give offentligt ansatte en klækkelig lønforhøjelse - en handling som klart var møntet på det kommende præsidentvalg. De skolelærere som var medlemmer af den regeringsvenlige fagforening fik en "bonus" udbetalt, mens lærere som tilhører "Progressive Teachers Union" var ekskluderet fra denne bonus. Alle almindelige soldater fik en bonus på 1,2 milliarder Zimbabwe dollars, mens alle officerer hver modtog 3 milliarder Zimbabwe dollars i bonus.

 

Selv halvstatslige organisationer som Air Zimbabwe benytter nu sortbørskurserne til deres prisberegninger. Blot indenfor en uge er Zimbabwe dollaren gået fra 12 millioner/1 USD til 24 millioner/1 USD, altså en halvering af værdien på 7 dage! Sardiner koster nu 15 millioner dollars for en enkelt dåse, og en rulle toiletpapir steg på en uge fra 5 millioner til 8 millioner dollars. En forbruger pralede med for første gang at have betalt en million dollars for en banan.

 

Og hjemme i Danmark sidder alle de progressive organisationer på venstrefløjen og løfter ikke en finger. Vi kender dem alle - Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, FN forbundet og de ellers så oplysningsglade DANIDA folk - Mugabe har formået at gøre dem alle sammen stumme, men det hænger velsagtens sammen med, at de selv var med til at indsætte denne skrækkelige diktator, og nu ikke helt aner hvorledes de skal håndtere udviklingen?

 

FORNYELSE I DANMARKS JÆGERFORBUND?

Der er mange som fulgt min afdækning af de dybt korrupte forhold i Danmarks Jægerforbund og foreningens misbrug af DANIDA midler, men selvom forbundet har en meget speciel valgstruktur ,og er kendt for at de fleste ting afgøres på forhånd, og derefter hvert år blåstemples af repræsentantskabet i bytte for rigeligt med mad og drikke, så har der overraskende nok meldt sig en modkandidat til den siddende formand. Det var naturligvis fristende at stille ham et par spørgsmål, og herunder bringer jeg en kopi af såvel spørgsmål som svar:

 

Kære Bjørn Samuelsson,

 

Vi er rendt ind i hinanden under et par jagtudstillingerne i Danmark, men da vi ikke længere har brug for den slags fremstød, er det efterhånden mange år siden at jeg har deltaget i slige arrangementer. Jeg har dog med en vis interesse fulgt Din opstilling som kandidat til formandsvalget i Danmarks Jægerforbund.

 

Som Du måske er bekendt med, har jeg været dybt involveret i afsløringerne af forskellige kritisable forhold i Danmarks Jægerforbund, herunder især foreningens engagementer i Afrika. Jeg har dog forgæves forsøgt at finde noget om Din indstilling til dette emne på Din hjemmeside eller i mediernes omtale af Dit kandidatur.

 

Jeg tror at mange gerne vil vide hvad Du har tænkt Dig at bidrage på det specielle område? Der er ingen tvivl om at der på græsrodsniveau er særdeles meget modstand mod at foreningens ansatte har brugt så meget tid på naturforvaltning, eller skal vi måske rettere sige "forsøg på naturforvaltning" i fjerne verdensdele, mens det har knebet med entusiasmen, når det gælder forskning og engagement i mere nærliggende vildtforvaltnings spørgsmål i den hjemlige andedam. Hvordan projekterne er blevet finansieret er for så vidt ligegyldigt, for der er ikke skygge af tvivl om at de har medvirket til at gøre en række nøglepersoner på Kalø særdeles verdensfjerne overfor hjemlige problemstillinger.

 

Er det noget Du vil forsøge at rette op på, eller mener Du at projekterne skal køre videre i uforandret form?

 

Den nuværende DJ formand lovede netop under valgkampen at tage problematikken op til fornyet overvejelse, men han er jo ikke politiker uden grund, og det viste sig jo desværre at det løfte kun var valgflæsk. Nu er jeg spændt på at høre Dit svar?

 

Med venlig hilsen,

JENSEN SAFARIS,

 

Holger Jensen

 

-----------

 

Kære Holger

 

Tak for din mail og interesse for formandsvalget i Danmark – som set fra Sydafrika, må være en fjern verdensdel J. Jeg husker også dig fra udstillingerne i Odense – og kun for det positive i den forbindelse. Jeg beklager at du først får svar i dag. Jeg har været på rejsende fod de seneste dage.

 

Jeg formoder at de naturforvaltningsprojekter du tænker på, er de projekter som indgår centralt i DJ’s strategi ”jægere uden grænser”. Dette arbejde var et tema på repræsentantskabsmødet. (2004 - så vidt jeg husker). Da vandt det stor tilslutning, og en radikalt ændret tilgang skal naturligvis godkendes af repræsentantskabet. Se i øvrigt:

http://www.jaegerforbundet.dk/files/pdf/internationale-projekter2.pdf

og publikationen ”Jægere uden grænser” fra 2005 som kan rekvireres på Kalø.

 

Ellers bør der løbende være en evaluering af projekterne og deres værdi både som bidrag til naturforvaltning og samfundsudvikling i projektlandene og som profilskabende for jægerne og jagtens rolle i naturbevarelsen. Den evaluering har jeg tillid til, at de ansvarlige medarbejdere udfører på bedste vis.

 

Som direkte svar på dit direkte spørgsmål – ”Er det noget Du vil forsøge at rette op på, eller mener Du at projekterne skal køre videre i uforandret form?” - vil jeg sige: Ved ikke. Jeg har ikke det fornødne detaljekendskab så jeg kan give dig et kvalificeret svar i skrivende stund. Disse konkrete projekter er heller ikke noget jeg vil forholde mig så kategorisk til inden vi har drøftet det indgående både fagligt og politisk i Jægerforbundet. Men jagtens rolle i Danmarks naturbevarelse rummer et stort potentiale i sikringen af jagten i Danmark. Det vil have meget høj prioritet når jeg er formand.

 

Jeg skriver bl.a. på voresjagt.dk om vore hjemlige problemstillinger at:

 

Jeg synes, vi skal bruge mange flere kræfter på at bevare vildtet og levestederne, end vi har formået i de sidste mange år. Vildtforvaltningsrådet har efter min mening udviklet sig til en instans som afgør, hvor hurtigt, jagt skal forbydes. Min opfattelse er, at Jægerforbundet skal virke som vildtets fortaler og beskytter. Viden om bestandes udvikling og vildtforskning er vigtige elementer i en sådan hensigt.

 

Det er ærgerligt, at rådet slet ikke bruges til at udfordre den triste udvikling for blandt andet agerlandets vildt. Her ligger en stor udfordring men også et kæmpe potentiale for os jægere til virkelig at vise, at vi taler naturens og vildtets sag.

 

Jeg mener, at vi jægere skal gøre os uundværlige i forvaltningen af vores vildt og natur. Ellers er vi jægere for alvor verdensfjerne og får svært ved at sikre jagtens berettigelse i fremtiden.

Disse forhold kan du læse mere om på min hjemmeside - voresjagt.dk:

  • Jægerne skal være stærkest lokalt

  • Jægerne skal have mere indflydelse

  • Jægerne skal være uundværlige

 

Med venlige hilsner

Bjørn Samuelsson

 

--------------

 

Kære Bjørn Samuelsson,

 

Tak for svaret, som dog forekommer meget uklart, måske endda en smule vagt. Jeg havde håbet at Du ville markere Dig lidt mere konkret, for når Du kommer med så mange generelle udtalelser, så begynder Du i stedet at ligne en politiker som balancerer rundt på midterlinjen i det politiske spil. Måske føler Du at det er Din bedste chance for at blive valgt? Jeg tror dog personligt at jægerne generelt er på udkig efter en noget mere markant fornyelse, og den havde jeg måske håbet ville komme fra Dig.

 

Det med afstanden fra Danmark betyder næppe så meget, når det gælder om at informere danske jægere om forholdene i DJ. Faktisk har det været ret bekvemt at gøre dette fra udlandet, for selvom såvel Jørgen Damgaard som DJ's advokat har truet mig med sagsanlæg, så har det jo vist sig at de på forhånd har måttet opgive dette. De har også søgt at true min webmaster til at fjerne kompromitterende oplysninger fra hjemmesiden, hvilket heller ikke lykkedes, da vor server faktisk befinder sig i USA.

 

Mere end 65.000 læsere har indtil nu åbnet revisor rapporten fra www.jensensafaris.com - blot i de forløbne to uger er den åbnet 551 gange, hvilket er ret forbavsende, når man tænker på at rapporten nu snart er to år gammel. Interessen er der med andre ord endnu, selvom DJ's ledelse forsøger at bilde medlemmerne ind at alt er fryd og gammen.

 

 

Med venlig hilsen,

JENSEN SAFARIS,

 

Holger Krogsgaard Jensen

PS - husk at jeg nu er på Facebook og gerne tilføjer kunder og venner som kontakter - søg blot på mit fulde navn!

Se Fokus på Afrika no. 118 her
Se Fokus på Afrika no. 117 her

Se Fokus på Afrika no. 116 her

Se Fokus på Afrika no. 115 her

Se Fokus på Afrika no. 114 her

Se Fokus på Afrika no. 113 her

Se Fokus på Afrika no. 112 her

Se Fokus på Afrika no. 111 her

Se Fokus på Afrika no. 110 her

Se Fokus på Afrika no. 109 her

Se Fokus på Afrika no. 108 her

Se Fokus på Afrika no. 107 her

Se Fokus på Afrika no. 106 her

Se Fokus på Afrika no. 105 her

Se Fokus på Afrika no. 104 her

Se Fokus på Afrika no. 103 her

Se Fokus på Afrika no. 102 her

Se Fokus på Afrika no. 101 her  

 

Tilmelding til nyhedsbrev på dette link