Argentina er en destination som vi har tabt vort hjerte til - et fantastisk rejseland med nogle jagtlige oplevelser over middel, uanset om man er ivrig trofæjæger, eller fuglejæger. Vi har allerede gennem de seneste år suppleret gæster til denne operatør fra vor kundebase, men nu formaliserer vi samarbejdet, så vi kan dele oplevelserne i Argentina med vore mange stamkunder fra jagtafdelingen. Læs om vort første besøg i Argentina i 2007 på dette link - det er blevet til yderligere to besøg i 2010 og 2012, og vi kommer igen!

Afhængig af luftfartsselskab ankommer man i reglen om eftermiddagen eller aftenen - der er 6 eller 5 timers tidsforskel mellem Skandinavien og Argentina, afhængig af årstiden. Internationale fly ankommer til Ministro Pistarini Internationale Lufthavn - i daglig tale kaldet Ezeiza, mens indenrigs- og regionalfly afgår fra Aeroparque Jorge Newbery langs Rio de la Plata floden. Det gælder således også de indenrigsfly som betjener byen Santa Fe tæt ved jagtområdet. Der skal beregnes god transit tid, så det er bedst at planlægge en overnatning i Buenos Aires på ankomstdagen, og først flyve videre næste morgen. Sightseeing ture gennemføres nemmest på lørdage eller søndage, da trafikmængden i den enorme by med næsten 13 millioner indbyggere er ret så skræmmende.

Den vildtart som første gang bragte mig til Argentina er bezoar antilopen, også kaldet "blackbuck", som er en meget attraktiv vildtart. Jagten foregår som pürsch til fods på pampassen, hvor man færdes i bevoksningen og checker diverse lysninger af med kikkerten. Læs mere om denne vildtart og mine første oplevelser i Argentina på dette link!

Herover min første bezoar antilope fra 2007 og herunder tre flotte trofæer fra den netop overståede 2013 jagtsæson - nogle fantastisk attraktive dyr at jage.

Axishjorten er ikke mindre attraktiv - hjorten har året rundt det smukke plettede skind i stærke farver, og kommer man sidst på året, kan man sågar opleve brunstjagten på axis.

Jagten foregår også med denne vildtart på pürsch, men axis holder sig en smule mere skjult end bezoar antilopen, og kræver generelt en lidt større indsats. Skandinavisk jægere ønsker naturligvis ikke at skyde et trofæ i bast, og det skal man være lidt opmærksom på, da denne vildtart sætter op og fejer året rundt, helt anderledes end andre hjortevildtsarter. Overvej at lave en såkaldt "pedestal mount", så skindet kommer med!

Selvom vandbøfler i Argentina ikke giver så store jagtlige udfordringer som jagt på den afrikanske kafferbøffel, så er det alligevel en god oplevelse, og de er utroligt store af krop, men har mere krumme horn end de vandbøfler som nedlægges i Australien.

Der findes en stærk bestand af kronhjorte i Argentina - ikke kunstigt frembragte trofæer som i New Zealand, og heldigvis svider det knapt så meget i tegnebogen, hvis man skulle være heldig at skyde et meget stort rekordtrofæ!

De fleste af de andre vildtarter i Argentina jages med hunde i sumpene, og selvom det ikke er muligt at eksportere trofæet, så kan det alligevel anbefales at prøve jagten på flodsvin, som er virkelig spændende, og det gælder også halsbåndssvinet (herunder TV), mens jagten på det firehornede får (herunder TH) er knapt så ophidsende, for nu at sige det mildt! Fårene kan dog alle eksporteres, men de indfødte arter inkl. puma er der p.t. et eksportforbud imod - kun enkelte trofæer fra pampashjorten kan udføres hvert år.

 

Det er ikke noget tilfælde at Argentina er blevet verdensberømt på deres utrolige fuglejagt. Benny og jeg har rigeligt med duer herhjemme i Sydafrika, men jagten på ænder er noget vi aldrig nogensinde glemmer - luften er helt sort af ænder i mange forskellige fantastiske farver, og på duejagten sætter irgrønne munkeparakitter lidt ekstra kulør på!

Det anbefales at leje halvautomatiske våben fra operatøren, da dette dæmper rekylen på duejagtsdage, hvor der måske affyres flere tusinde patroner

 

Jagten i Argentina kan også suppleres med en fisketur - bl.a. efter de eftertragtede ferskvandsfisk gyldne doradoer - dette fiskeri foregår i det nordøstlige hjørne af landet.

 

Kontakt jensen@icon.co.za for bestilling og yderligere oplysninger

 

HUSK AT BESTILLE VOR NYE DVD "PÅ JAGT KLODEN RUNDT"
- se de første anmeldelser på dette link