FLODHESTEJAGT

Der er to aktører i denne her jagthistorie - flodhesten Mathilda og jægeren Benny.

 

 

MATHILDA
 

I de 22 år jeg har arbejdet som professionel jæger i Sydafrika har jeg aldrig nogensinde jaget flodheste med vore gæster. Licencer gives faktisk kun til deciderede problemdyr, og det egner sig ikke godt til videresalg til oversøiske kunder, da "problemet" jo oftest vil være forsvundet længe inden vi får fat i en kunde fra Danmark. Indrømmet er flodhesten heller ikke at betragte som noget særligt attråværdigt jagtobjekt - mon ikke de fleste tænker at det nok er som at skyde en so i en vaskebalje?

 

Med Mathilda blev vore forbehold og teorier dog spoleret, for hun var ikke en typisk flodhest der ligger og bobler dagen lang i en stille skovsø. Hun blev introduceret for 26 år siden til et naturreservat i nærheden af Vaalkop Dam i North West Province (regionerne i Sydafrika skifter navn så ofte, at det varmt kan anbefales at investere i lokale producenter af landkort!), sammen med en mage og efter en årrække kunne ejeren glæde sig over at det første afkom havde set dagens lys. Flodheste kønsmodnes nemlig først omkring det tiende leveår. Glæden blev dog relativ kortvarig, da Mathilda nogle år senere slog sin egen unge ihjel. Det burde have været et forvarsel om hvad der var i vente.

 

Nogle år senere dræbte Mathilda nemlig også sin mage i et raserianfald, og nu var gode råd dyre. Det er en kostbar affære at indfange og transportere en flodhest til et nyt område, og akklimatiseringen kan tage årevis. Ejeren af reservatet besluttede dog at hive checkbogen frem, så Mathilda kunne få sig en ny mage. Som sagt så gjort, og den nye mage blev leveret under stor opmærksomhed, men ligeså prompte aflivet af sin nyintroducerede partner. Flodheste er farlige dyr, både for deres egne artsfæller og for mennesker. Deres tænder er frygtindgydende våben, og blot grundet deres enorme størrelse kan de være særdeles farlige at komme i nærheden af. Hvert eneste år dræbes mennesker af flodheste i Sydafrika, oftest når man er uheldig at komme mellem en flodhesteko og dens unge, eller mellem flodhesten og vandet. Der er set eksempler på at en flodhest har bidt en 10 fods krokodille over på midten, når dens afkom har været i fare.

 

Flodhesten fouragerer altid på land, går en 4-5 km. hver nat for at græsse langs med floder og vandhuller. Et voksent dyr indtager ca. 40 kg. føde i døgnet og opnår en vægt på omkring 3 tons, og for at kunne overleve skal den have adgang til vand, da dens skind er meget sensitivt og ikke tåler konstant sollys - heraf det latinske navn Hippopotamus amphibius! De nederste tænder måler op til en halv meter i længden og bliver holdt skarpe ved at slide imod de kortere tænder i overmunden. Den lille korte hale snurrer rundt og spreder urin og gødning fra dyrene, noget som flittigt benyttes til afmærkning af territorium. Flodhesten kan over korte afstande opnå en fart på 30 km/timen og kan forblive under vandet i fem minutter. Parringen foregår altid i vandet, og efter en drægtighedsperiode på 8 måneder fødes en unge på omkring 50 kg, som ligeledes lever og ammer i vandet, hvor de formår at lukke for ører og næsebor mens de indtager føde. Flodhesten er på mange måner unik og interessant, og for fotosafari turister altid et populært objekt, selvom den ikke er del af de berømte Big 5.

 

Flodhesten Mathilda's mest uheldige offer blev en sagfører fra Pretoria, som blev angrebet under en jagttur i reservatet. Han blev dræbt under den tonstunge flodhest, og de sorte medarbejdere på området var naturligt nok på det tidspunkt skrækslagne overfor den iltre Mathilda. Dens skæbne blev dog først endelig beseglet, da den for et par måneder siden angreb en amerikansk jæger, med efterfølgende erstatningssag til følge. Den professionelle jæger havde været magtesløs, da flodhesten stod placeret direkte over amerikaneren, og derfor ikke kunne skyde flodhesten. Den besøgende jæger overlevede ganske simpelt ved at spille død, vistnok i omkring 10 minutter!

 

BENNY

Mellem venner går han under betegnelsen Benny Bomstærk, men Benny hedder Bjerg til efternavn, og kommer fra Tarm, og har efterhånden været professionel jæger hos Jensen Safaris i en lille halv snes år. Uddannet som dansk herregårdsskytte gjorde han det, som efterhånden godt 80 unge mennesker har gjort, at komme til Sydafrika som assistent i firmaet, men med ham blev det hurtigt en længerevarende affære. Benny var for længst returneret til Danmark, efter at have overstået assistentjobbet, og var i gang med at afslutte skytteuddannelsen fra Kalø. En aften sad vi ude i campen og landejeren sagde til mig at jeg havde alt for meget at lave - og "Du burde ansætte ham den lange stodder der assisterede Dig i sidste sæson!" Joh tak, det kunne jeg jo også godt have lyst til, men der skal jo som bekendt to til at danse tango, men landejeren forsikrede mig om at Benny havde sagt til ham, at han stod på spring, hvis han da ellers fik buddet.

 

Resten er historie, jeg kørte ind til telefonboksen i byen, ringede til Kalø, og en uge senere stod jeg i Danmark, og Benny rejste hertil dagen efter afslutningen på "Jægerskolen", som os gamle herregårds skytter stadigvæk ynder at kalde stedet! Benny er en både dygtig og energisk jæger, det var jeg nok også selv engang, men efter at have nedlagt over tusind stykker dåvildt under 5 års skyttegerning på Wedellsborg og haft utallige gode jagtoplevelser i det sydlige Afrika, er dampen gået lidt af mig, så når der melder sig nogle spændende tilbud om nye arter, så er det Benny der står på spring for at udnytte chancen, således også den dag hvor vi fik et nødopkald fra ejeres af Mathilda.

 

MATHILDA MØDER SIN BANEMAND BENNY!

Nu havde den gode landejer fået nok - et udsyn til en konfrontation med det amerikanske retsvæsen kan give ethvert menneske dårlige nerver, og byggearbejdet på den nye bushcamp på området, som skulle være hjemsted for reservatets nye økosafarier, var gået helt i stå, da byggearbejderne var rædselsslagne efter flere gange at være jaget på flugt af den gale Mathilda. Alt taget i betragtning var trofæafgiften rimelig, og Vaalkop Dam er kun halvanden times kørsel fra vor base i Pretoria, så bilen blev allerede i tusmørket læsset med mad og drikkevarer, og så var vi afsted på eventyr.

 

Benny var bevæbnet med sin dobbeltriffel, indkøbet af den var en gammel drengedrøm som han fik indfriet for ikke så længe siden, og kaliberet 375 HH Magnum, hvilket på flodhestejagt vist er en bedre livsforsikring end den man kan købe i Codan. Vi var dog alle sikre på, at dette ville blive en ret så udramatisk jagt, og ikke nær så svær som mange af de opgaver vore betalende gæster sætter os på. Vi kunne jo ikke tage fejl af hvilken flodhest skulle nedlægges - det havde Mathilda jo ligesom sortet ud for os, ved at dræbe både afkom og mager, så det blev nok noget med at skyde den i knolden, og så bruge resten af dagen på at få den slæbt ud af vandet. Vi havde jo læst beretninger fra Østafrika i gamle dage, hvor man sad og ventede på at dyrets egne gasser løftede den op ad vandet ved naturens hånd.

 

Derfor var det også først og fremmest vandhullerne vi startede med at checke af. Flodhestespor var der masser af, ingen tvivl om at Mathilda havde været i området, men sporene gik på kryds og tværs, frem og tilbage, og til slut besluttede vi sammen med den lokale sporer at følge et spor som så nogenlunde frisk ud, og så håbe på at vi ville støde på Mathilda under et af hendes kortvarige besøg ved et vandhul. Fire timer senere var vi knapt så optimistiske, og sulten begyndte at nage, i hvert fald hos mig! Flodhesten besøgte undervejs adskillige vandhuller, og bagefter kunne vi følge det våde mudder i sporene og på de træer som Mathilda havde passeret, men flodhesten var som sunket i jorden, og vi besluttede derfor at gå tilbage til bilen og gå om bord i de medbragte sandwicher og lægge planer for den videre færd.

 

 

Da vi kørte tilbage mod det sidste vandhul så vi imidlertid noget interessant. Flodhesten havde gået oveni vort bilspor, så nu kunne sporet højst være 1 time gammelt. Tampen brændte, og sporeren foreslog at vi skulle tage en gåtur langs med det delvis udtørrede flodleje, da flodhesten ofte gemte sig i det tætte buskads midt på dagen. Mens vi hele morgenen havde været alvorligt oppe på dupperne, jeg selv bevæbnet med min tro væbner - en 8x57 JS, og Benny's hustru Susanne "bevæbnet" med et kamera, var det som om at den værste følelse af dramatik havde forladt os. Og det er helt sikkert, at vi absolut ikke regnede med at skulle møde Mathilda blot 75 meter inden i den tætte bush.

 

Vi blev en del klogere. Pludseligt stivnede sporeren og pegede som en gal på flodhesten, der kom galoperende imod os for fuld fart. Faktisk lidt til venstre for Susanne og jeg selv, hvilket bragte os ubehageligt tæt på skudlinjen. Midt i forvirringen og hindret af det tætte buskads skød Benny først en blank forbier, og tankerne fløj mig igennem hovedet. Smide mig på maven turde jeg ganske simpelt ikke, og skyde flodhesten selv var mig også imod - for så skulle jeg sandsynligvis dele regningen med en vis Benny Bomstærk! Mens tankerne fløj igennem hovedet var det som om at valget nu var mellem at blive trampet ned af en gal flodhest - alternativt blive nedlagt bagfra af en 375 HH Magnum, og ingen af delene kan siges at være særligt attraktive.

 

 

Heldigvis drejede Mathilda på det tidspunkt frontalt imod Benny og på 12 meters afstand leverede han fra det venstre kammer en perfekt kugle under flodhestens højre øje og blodet sprang i en lang stråle op i luften og dyret tumlede sammen. Et par ekstra fangstskud gjorde en ende på festen, og vi kunne ligesom checke hinandens ansigtskulør og ønske Benny tillykke med en flodhestejagt der blev noget mere spændende end vi havde regnet med.

 

 

Trofæet blev behørigt afleveret til hovedmontering hos Trans African Taxidermists cc og pryder nu ved den venstre gavl i Jensen Safaris Guesthouse spisesal, The Manor House hvor Benny's hovedmonterede 60 punds elefant fra Gwaiy River Valley på den modsatte gavl i forvejen skuer ud over vore gæster. Der er ingen tvivl om at historien om Mathilda vil blive fortalt mange gange, og vi vil indramme avisomtaler og andre vidnesbyrd om en usædvanlig dame, der omsider mødte sin banemand i form af Benny Bomstærk!