Dette er afdelingen, hvor interesserede ofte vil kunne se fotos fra de seneste jagtsafarier samme aften som personalet returnerer fra bushen. Dermed gives også et godt billede af hvad der kan forventes af en jagtsafari hos Jensen Safaris, især m.h.t. til trofækvalitet og antal stykker vildt nedlagt på det opgivne antal jagtdage. Vi har mange jagtsafarier i marts/april, så kig snart indenfor igen for de seneste dugfriske nyheder!

 

Vi har netop afsluttet årets første drivjagt på springbukke i Karoo ørkenen, og er faktisk allerede i gang med gruppe 2. Det blev en begivenhedsrig uge, med nedlæggelse af godt 60 springbukke, samt en række flotte trofædyr. Fuglejagten var ikke helt i gang endnu - kun en enkelt nyhøstet jordnøddemark gav en del gæs og duer.

 

En af de spændende trofæarter som findes i Karoo ørkenen er den smukke hvidhalede gnu, hvoraf der blev nedlagt 2 fine trofætyre.

 

Også af rød koantilope (herover tv) blev der nedlagt to tyre, og det skete også for oryx antilope (gemsbuck)

En af jægerne står ved et af de spændende agave træer, som findes i dette område af Sydafrika

 

Et bundt med blandede duer ved vandingsanlægget, hvor jægerne gemmer sig bag de kæmpestore hjul

 

Der blev nedlagt ganske mange trofæbukke på drivjagten, og her ser man hvorledes nogle af bukkene åbner hudfolden på ryggen når de forender. Fra denne fold kommer en sødlig moskusagtig duft.

 

Endnu en gemsbok (oryx antilope) og th en zebra, nedlagt på bestilling fra et familiemedlem!

Foruden muligheden for at nedlægge et flot trofæ af sorte springbukke, blev der også givet grønt lys for at nedlægge et antal hundyr i en bestemt såt, og derfor indeholdt turens sidste parade flere sorte springbukke end nogensinde før. Nederst tv nedlagde vi også for første gang en kudutyr i Karoo ørkenen.

 

 

I den forløbne uge afsluttedes endnu en jagtsafari i Drakensbjergene/Zululand - faktisk en safari der endnu ikke helt er afsluttet, fordi kunden er blevet hængende i Pretoria pga vulkanasken over Europa! Nu krydser vi fingre for en genåbning af luftrummet inden årets første drivjagtsgruppe skal afrejse fra Danmark næste weekend!

For år tilbage var der kun ganske få kudu antiloper i denne del af Drakensbjergene, men nu er der en fin bestand, og selvom vi ikke altid har været lige heldige med jagten i det uvejsomme terræn, så henter vi hvert år nogle fine kudutyre fra distriktet. Netop kuduen stod denne gang øverst på ønskesedlen hos denne kunde, som er genganger hos Jensen Safaris, og trods modgang af klimatisk art lykkedes det at få dem alle tre i hus, og pürchen på kuduen blev mere end spændende.

Bjergningen blev også ret uforglemmelig, da kuduen faldt i det mest uvejsomme terræn tænkeligt, og krævede et større mandskab for at få den kæmpestore kudutyr på fast grund. Tyren blev nedlagt lige før det blev mørkt, så der var ikke andet valg, end at efterlade den til den følgende dag, hvor vi så fik tilkaldt et helt "fodboldhold". Efter et par timers hårdt arbejde, fik vi kuduen op, så vi kunne få taget et billede.

Blisbukken er en af de almindeligste arter i Drakensbjergene - det åbne terræn er den helt ideelle biotop for denne vildtart, som trives godt på de store græssletter. Fra terrænet er der udsigt til den højeste del af Drakensbjergene - de Mount Aux Sources, som vi har omtalt andetsteds på denne side. Her står kunden ved en af de typiske agaver, som findes i tusindvis i det lidt barske landskab.

 

Sidst på ønskelisten stod den smukke rørbuk, som også hører til det åbne landskabs dyreliv. En udflugt ned mod Kamberg Nature Reserve sikrede kunden et absolut rekordtrofæ, selvom vejret undervejs var lidt surt.

 

Som det er tilfældet for mange af vore gæster var det ikke kun jagt der stod på programmet på denne rejse. Forinden var der arrangeret helt andre eventyr - først transfer med vor Rolls-Royce Silver Cloud III til luksustoget Rovos Rail "The Pride of Africa", som tog kunden på en 2½ dags eventyr rejse fra Pretoria mod Victoria Falls.

Ved ankomsten til Victoria Falls ventede nye eventyr - indkvartering på Victoria Falls Hotel**** med udsigt til vandskyen der rejser sig over faldene - dernæst en Sunset Cruise på Zambezi floden, en tur på elefantryg i Victoria Falls National Park og til slut en overflyvning af faldene med helicopter. Dermed var de to døgn vist nogenlunde udnyttet! Vi har en lokalagent i Victoria Falls og præsenterer hvert år dette naturfænomen til mange af vore kunder.

 

 

Vi er netop returneret fra årets første safari i Zululand, og især den almindelige rørbuk (common reedbuck) er en populær vildtart i dette område. Det er en forholdsvis nem jagt, fordi denne vildtart foretrækker de åbne græs- og sivområder (deraf navnet), men ofte sidder de ned i græsset og bliver faktisk afsløret af de lange foroverbøjede horn. På denne safari fik vi endnu et smukt trofæ af denne smukke vildtart.

At zebraen er et meget skudstærkt stykke vildt, fik vi igen bekræftet på den seneste safari. Der ingen tydelige skudtegn at se i skudøjeblikket, men da flokken stoppede op efter 500 m. pürchede vi ind på dem igen, og fik øje på en lille "plet" i skindet ved waiden. Da hingsten blev stående tilbage da resten af flokken stak af, var vi ret sikker på at den var ramt, og fik den nedlagt med endnu en kugle.

Blisbukken her nedlagde vi lige inden himlen åbnede sig op, og regnen silede ned resten af dagen. Vi fik travlt med at få taget billeder og få den læsset den på jagtvognen, så vi kunne komme tilbage til campen til tørvejr.

Nyala'en er nok stadigvæk hovedattraktionen på jagt i Zululand, og også på denne safari lykkedes det at nedlægge en tyr - tidligt om morgenen i kanten af et åbent område.

Det kræver godt materiel at komme rundt i Drakensbjergene, men vi har nyligt indkøbt vor 15. Toyota Hilux i 30 jagtsæsoner, så vi kan sagtens klare strabadserne, selvom det engang imellem er nødvendigt at benytte lavgearet for at komme op af de stejler bakker. På en klar dag kan man se de allerhøjeste bjerge i den 1.400 km lange Drakensberg bjergkæde - de såkaldte Mount Aux Sources, som når en højde på 3.282 meter over havet.

Den almindelige rørbuk er meget fotogen og interessant at jage, fordi man ofte ser mange dyr på jagten og kan vælge en rigtig god buk ud af en fin bestand. Vi skyder på området en 5-6 bukke om året.

Dette er ikke en reklame for Canon, men læg mærke til den meget farverige græshoppe, som har placeret sig på kanten af kameraet.

 

 

Vi har adskillige far/søn safarier hvert sæson. I dette tilfælde var sønnike 13 år, og havde aldrig nedlagt noget større vildt med riffel, men han var meget godt forberedt. Bukken her gik i en ungkarle flok på 6-7 bukke, som alle var meget opmærksomme. Men efter en halv time at have pürchet efter dem, lykkes det at få denne flotte buk fri.

Det er faldet meget lidt regn denne sæson ved Limpopo - det bliver en hård vinter for specielt for vortesvinene, vi så mange alt for små grise, og bushen ser allerede noget "slidt" ud! Det gør jagten lidt lettere, men en regnbyge  ville gøre underværker inden vinteren rammer os i bushvelden.

Stenbukken var det første stykke vildt vi fik, men den blev ret hurtig fulgt op af en grå dykkerantilope. Begge arter nedlagt med den lille 222'er.

Der var trængsel ved vandhullerne. En dag så vi ca. 60 svin på omkring to timer, men fik dog ikke noget udbytte ved den lejlighed, da trofæstørrelsen ikke levede op til vores standard!

Junior fik også lejlighed til at nedlægge en impala, selvom det her inden brunsten er ganske svært at finde de gamle bukke. Om en måned eller to bliver det væsentligt lettere. Et flot skud med 222'eren sendte denne impala til tælling.

Jeg tror ikke det bliver svært at overtale denne unge jæger til at tage med på en safari igen en anden gang! Og det gjorde slet ikke absolut heller ikke noget at vortesvinet var en smule større end farmands.

De to vortesvin blev nedlagt samme eftermiddag, med kun en halv times mellemrum, den sidste dag. Så kunne vi melde fuld hus, og køre tilbage til gæstehuset i Pretoria, hvor resten af familien havde opholdt sig, mens de to jæger boltrede sig ude i bushen. Vi kunne have nedlagt meget andet vildt på denne tur, men gæster ønskede kun de mindre og mere almindelige vildtarter.

 

Når vi i overskriften kalder denne her safari for "udfordrende", så er det hverken fordi kunden er besværlig eller dårligt skydende, men simpelthen fordi han allerede har skudt så mange vildtarter i Afrika, at der praktisk taget kun var de vanskeligste og mest krævende vildtarter tilbage. Derfor var Benny på arbejde i de seneste to uger, men nåede at sikre denne garvede Afrika-jæger 18 nye arter til listen, og det er ikke så lidt af en præstation! Jagten startede i Kalahari ørkenen, med nedlæggelsen af en prægtig roantyr (Southern Roan) - sandsynligvis den største nogen dansk jæger har nedlagt i nyere tid.

Jægeren skød for mange år siden et par fine almindelige springbukke med os på en jagt i Kalahari, men denne gang kom han tilbage for at skyde de to spændende farvevarianter - sorte og hvide springbukke.

Vort jagtområde i Kalahari rummer også en stor bestand af sabelantiloper, men den art havde jægeren allerede nedlagt på en tidligere safari i Tanzania, så vi nøjedes med at kigge på de smukke dyr.

Red lechwe - sumpantilope som blev nedlagt i eftermiddagssolens sidste stråler.

Det blev en safari med flere tusinde kilometers landevejskørsel - her går turen fra Kalahari ned mod bjergene ved grænsen til Lesotho - hjemstedet for Sydafrikas eneste skisportssted, men heldigvis var det ikke så koldt denne gang, som ved tidligere besøg i vinterperioden.

Målet med denne del af safarien var at nedlægge den komplicerede uldrørbuk (Vaal rhebok), som lever oppe i de allerhøjeste bjergregioner og er særdeles sky (herover), og desuden den mere almindelige bjergrørbuk (herunder). Undervejs lykkedes det også for Benny at "nedlægge" en puffadder, som er en meget giftig og ubehagelig slange, fordi den i modsætning til andre slangearter ikke flytter sig når den mærker bevægelser.

 

Efter afslutningen af bjergjagten gik turen videre ned mod kysten i det østlige Kapland, hvor det første stykke vildt nedlagt var denne smukke nyalatyr.

Her blev også nedlagt endnu en usædvanligt vildtart - den kønne langhalsede oribi antilope. Et sjov fænomen ved oribien er at hårene lige under knæene på forbenene slår sig ud i dyrets sidste krampetrækning - nøjagtigt som man ser det ved nedlæggelsen af springbukke, hvor hårfolden på ryggen rejser sig.

 

Den følgende vildtart var ikke mindre usædvanlig - jagten på bontebokken, som er nært beslægtet med den mere almindelige blisbuk. Forskellen består bl.a. i de stærkt markerede hvide aftegn på bagdelen og under bugen og på den nederste del af benene, men også det faktum at "blisset" er brudt af en diagonal brun stribe.

Det er et fantastisk smukt terræn, hvor der en del af tiden blev jaget med udsigt over Det indiske Ocean.

 

Penselsvinet (også kaldet "bush pig" eller det mere moderne "red river hog") er ikke noget man kommer sovende til, og det tog flere dages intens anstand før denne flotte orne blev nedlagt. I småtingsafdelingen røg der også en springhare (tv) og en gennetkat (th)

 

I det østlige Kapland findes underarten af buskbukken "Eastern Cape Bushbuck" - også denne art lykkedes det at nedlægge på en spændende anstands- og pürchjagt.

Igen i småtingsafdelingen gjaldt det den lille blå dykkerantilope, og efter et åar dages intens drivjagt med hunde og mennesker lykkedes det også at tilføje denne særdeles svære vildtart til listen over nedlagte vildtarter! Bestanden af blå dykkerantilope (Blue duiker9 og gråbukke (Cape grysbuck) er faldet dramatisk i de seneste år, hvor især den voksende bestand af ørkenlos får skylden for kraftige deciminering af de små antilopearter

En af de mest spændende jagtformer vi tilbyder er netop jagten med hundekobler efter den sky ørkenlos. Vi skyder næsten hvert eneste år en eller to eksemplarer på pürch - de findes over hele Sydafrika, men det kræver mere end almindeligt held at få en ørkenlos på den facon. Til gengæld er hundemetoden både effektiv og udfordrende, men i det tørkeramte områder uden nogen dug eller nedbør overhovedet, havde hundene problemer, og det var først på den sidste jagtdag at det lykkedes at nedlægge en los, men til gengæld en kæmpestor han.

Lossen skulle selvfølgelig skinnes til en fuldmontering, som skinneren Bush her er i gang med - det er blevet til adskillige hundrede i årenes løb.

 

Turens sidste to vildtarter vil nok for de fleste se identiske ud, men for en inkarneret trofæsamler er der stor forskel på hhv. Eastern Cape kudu og almindelig Greater kudu. Rekordbøgerne differentierer også mellem de to arter - det er meget nemmere at få en Eastern Cape kudu optaget i rekordbogen, da denne underart ikke udvikler så store trofæer som kuduerne oppe i bushvelden i den nordlige del af Sydafrika. Her et pragt eksemplar af Eastern Cape kudu.

 

 

Udover et enkelt ægtepar var denne gruppe alle gengangere - denne gang på deres tredje jagtsafari med Jensen Safaris, og turen gik til Kalahari ørkenen for at jage nye vildtarter og opleve en helt anden biotop. I år er ørkenen usædvanlig grøn, efter en fremragende regnsæson. Efter jagtens afslutning modtog vi følgende kommentar:

"Vi vil hermed gerne sige mange tak - igen for en fantastisk tur til Afrika. Ja, jagten i Kalahari var en oplevelse i sig selv med store åbne områder og er et helt andet område end Limpopo og Drakensbjergene. Her fik man virkelig oplevelsen af,  hvor svært det er at pürche sig ind på det opmærksomme afrikanske vildt."

På billedet tv er vi ankommet til destinationen i Kalahari ørkenen, og "oberst Hackel" og Holger gør honnør for Dannebrog, som er hejst til vor ære ved indkørslen!

Diverse hustruer var sendt på fotosafari til Augrabies Falls og Khalagadi Transfrontier nationalparkerne, men deltog i jagtsafarien de sidste tog døgn.

 

Pigerne var på første del af jagten på en fotosafari ved Augrabies Falls og Kgalagadi Transfrontier National Park, men på ønskelisten havde adskillige en zebra hjem til trofæstuen, og det lykkedes faktisk at nedlægge hele fire af slagsen. Nogle tror at det er en let vildtart at nedlægge, men her bliver man ofte hurtigt klogere!

 

 

Foruden mange forskellige antilope arter rummer området også en ganske stor bestand af kafferbøfler.

 

Oryx antilopen (gemsbuck) er på det nærmeste symbolet for Kalahari ørkenen, selvom de også kan jages i andre områder af Sydafrika. Også på denne safari blev der nedlagt et par flotte eksemplarer.

 

Springbukken er dog stadigvæk Sydafrika's nationaldyr, og særdeles mangfoldige i Kalahari. Alle fik nedlagt mindst 1 eksemplar af disse smukke antiloper - alle på spændende pürchjagter, som den forholdsvis lange jagtperiode tillod os at gennemføre.

 

Med en forholdsvis lang jagtperiode og begrænsede ønskelister fra deltagerne, gav det os rige muligheder for at drive lidt fotosafari under safarien - her har vi mødt tre meget fotogene hvide næsehorn under vor jagtudøvelse.

 

Hvidhalet gnu

Endnu en springbuk - sågar nedlagt af en militærmand!

Området rummer en stor bestand af stribede gnuer, og selvom det drillede lidt, fik vi nedlagt to trofætyre, hvoraf den ene dog først blev fundet efter at vi havde forladt området.

Dette her skud var vistnok egentlig tiltænkt en springbuk, men havnede i stedet i et træ!

Stenbuk - ikke lette at finde i det høje græs, men enkelt blev det da til i ugens løb!

Det mest usædvanlige stykke vildt på dette område må være de sjældne sorte impalaer - det lykkedes at fotografere denne ruddel hvor alle dyrene er sorte, men på hoveddistriktet går lige nu 4 store rudler af impalaer, som nu for anden gang skal dækkes af 4 sorte bukke. Hvert år fjernes alle de øvrige handyr fra rudlerne og i løbet af 3 sæsoner skulle man kunne opnå at samtlige nyfødte impalaer er sorte. Vi har kun nedlagt en enkelt af slagsen, men har ikke engang et billede som bevis - grunden til dette kan interesserede læse om på dette link!

 

Indhent tilbud på jagtsafarier fra Jensen Safaris på jensen@icon.co.za