Denne side er mest underholdningspræget, for normalt formidler vi ikke jagtrejser udenfor Afrika, men til gengæld gennemfører vi selv talrige jagt- og fiskerejser til fjerne egne af kloden, medbringende kamera, fiskestang og jagtvåben, og de oplevelser deler vi til gengæld gerne sammen med interesserede.
Da jeg i januar måned begav mig op til det kolde Danmark for at udlevere jagttrofæer til vore gæster, ville skæbnens gunst at opholdet i fædrelandet p.g.a. min kære bonusbillet blev lidt længere end planlagt - faktisk overskred den min tolerancegrænse med indtil flere dage, så jeg besluttede at dele opholdet i to, og udleve endnu en gammel drengedrøm - at nedlægge en europæisk gemse. Det viste sig at gemsen i praktisk taget hele Europa er fredet fra nytårsaften, og den eneste mulighed var Bulgarien, hvor jagttiden går helt indtil 15/01. Via nogle gode kontakter blev jeg bekræftet på en rejse fra København til Sofia og endte samme aften på et gammelt jagtslot i Kommishosh bjergene, ca. 3½ times kørsel fra hovedstaden.
Sofia var en smuk by, som tydeligvis var moderniseret med respekt for de mange imponerende historiske bygninger, men efterhånden som vi kom ud på landet, begyndte omgivelserne at ligne Østeuropa en del mere, med faldefærdige beboelseskvarterer, gamle biler og forurening - alt det som var kendetegnende for kommunismen i del del af verden. Menneskene var til gengæld særdeles rare - på trods af fattigdom og usle kår var der altid et venligt smil, og selvom kommunikationen var umåde svær - det hele foregik gennem min guide og tolk Konstantin - så måtte jeg svare på talløse spørgsmål om jagt i Afrika og de andre verdensdele hvor vi har været på jagtens sti. Det største problem i dette land er helt givet manglende sprogkvalifikationer, og det fik da også sidenhen en vis negativ betydning for mit jagtheld. Ved ankomsten blev jeg indlogeret sammen med tolken på et pompøst jagtslot, bygget til topfolkene fra kommunistpartiet, som anvendte det som base for udflugter med både jagt og smukke unge damer på programmet. Jeg filosoferede lidt over at det kunne være ganske underholdende hvis væggene kunne tale, da tolken og jeg blev planket ned ved det 15 meter lange spisebord, med opvartning af tjener i smoking og en kok i fuld ornat.
Målet for denne jagtrejse var som sagt at nedlægge en gemse, og jeg vidste godt at der skulle arbejdes for denne vildtart, men havde nok ikke helt forestillet mig strabadsernes omfang. På området havde man ingen firehjulstrækkere, og derfor måtte vi gå mange kilometer i bjergene for overhovedet at komme derind hvor gemserne levede. Der var til gengæld en god bestand og efter to timers non-stop bjergbestigning så vi den første flok, som indeholdt omkring 15 individer, men ingen fuldvoksne bukke. Det fænomen gentog sig mange mange den morgen - faktisk lykkedes det ikke at se en eneste buk som fandt nåde for guidens øjne. Jeg havde ellers gjort det klart, at jeg ikke nødvendigvis skulle skyde en ny verdensrekord, og at jeg ville være glad for at skyde en pæn udfarvet buk, men interesserede mig mindre for hornenes længde. For at være helt ærlig, så ville jeg helst slet ikke nedlægge en medaljebuk, da en sådan straffes med en urimelig høj trofæafgift, og oplevelsen er jo trods alt den samme. Den anskuelse valgte jeg dog at holde for mig selv, da den næppe ville have vakt begejstring...!
Efter fire timers uafbrudt bjergvandring mødte vi et syn, der næsten forekom at være et fatamorgana, idet der midt ude i bjerglandskabet lå en lille hytte, som vi entrede og fik hængt vore rygsække og våben fra os på knagerækken. I løbet af kort tid var der tændt op i brændeovnen og vi kunne endda smide frakkerne, og indtog et måltid, som guiderne havde medbragt i deres rygsække. Man skal ikke tage på denne type jagtture for at opleve det store kulinariske eventyr, men grisesylten var antagelig, selvom den i østeuropæisk tradition var skrækkelig fed, og den lokale salami faktisk ligefrem velsmagende. Da vi alle spiste fra samme fad, var det blot et spørgsmål om at stikke gaflen i de lidt mere magre bidder, og guiderne så ikke ud til at klage, og indtog det fede grisehoved uden at kny. Glæden skulle dog blive kort, for snart efter drog den efterhånden ret slidte jæger og tolk igen med de to guider ud i bjergene.
Bjergjagt er altid meget afhængigt af vejrliget og efter den hyggelige frokost ramte uheldet os, at tågen lagde sig tykt over det stejle bjerglandskab. Det gjorde det næsten umuligt at få øje på gemserne på de dybe bjergskråninger, og guiderne begyndte at få nogle alvorlige rynker i panden. På et tidspunkt lykkedes det dem dog at få øje på en stor buk, men før denne besked kunne videreformidles var den igen forsvundet i tågen. Vi satte os tålmodigt for at vente på en mulig opklaring, men tågen blev blot tættere, og fra det tidspunkt så vi kun en brøkdel af de gemser, som vi havde set om formiddagen.
På et tidspunkt fik vi dog på den modsatte bjergskråning øje på en gemse - guiderne påstod at det var en stor buk, selvom det ikke var den smukke sorte buk jeg havde sat næsen op efter. Kommunikationen var vanskelig, men de var så ivrige at jeg blev overbevist om at jeg skulle skyde øjeblikkeligt, men det var en misforståelse, for jeg kunne roligt have afventet en mere behersket vejrtrækning, og i skuddet fik jeg desværre trykket lidt til venstre og leverede et smukt forbiskud på godt et par hundrede meters afstand. Det var surt, men jeg ved ikke om det var forsynet, fordi jeg ikke havde lyst til at skyde en buk med grålig pels. Bagefter fik jeg at vide at de helt gamle bukke netop får en sådan pels, men mit drømmetrofæ var nu alligevel en smuk sort udfarvet gemsebuk - den nåede vi aldrig at opleve på vor lange gåtur. Mørket begyndte så småt at sænke sig, og vi begyndte den lange vej tilbage til Lada'en, som stod parkeret milevidt fra det sted hvor vi nu befandt os.
Min største tilfredsstillelse på det tidspunkt var at kunne konstatere hvorledes min ellers veltrænede tolk fra hovedstaden efterhånden også så ret slidt ud. Faktisk så slidt, at han til slut sakkede et par hundrede meter bagud. På det tidspunkt opdager jeg i en dalsænkning foran os en flok vildsvin, og vi havde allerede talt om måske at lave en anstandsjagt om aftenen på vildsvin, nu hvor det andet ikke var gået helt efter planen. Problemet var at guiderne ikke var i stand til at kommunikere hvilket af svinene var skudbart, men at der var en god orne, var jeg slet ikke i tvivl om, for de gestikulerede og lavede ivrige fagter. Sprogproblemerne forårsagede altså at jeg ikke fik anvendt denne første chance, men i mellemtiden kom tolken kravlende bagfra, og kunne bekræfte at den største af svinene faktisk var en stor orne. Nu stod de i noget krat nede i dalen, men jeg mente nok at kunne skimte konturerne af ornen og afgav et skud. I det øjeblik løb de op ad bjergsiden på venstre side, og jeg afgav endnu et skud bagfra, som helt klart ramte plet, og ornen tumlede rundt, men forsvandt ind i buskadset. Der var masser af sweiss (blod), men i tusmørket havde ingen af guiderne lyst til at eftersøge vildornen, som kan være meget farlig. Derfor blev det besluttet at returnere til jagtslottet efter en anstrengende og ganske begivenhedsrig dag. Når man som jeg har jaget og boet så mange år i Afrika, så er det trods alt en stor oplevelse at gå på jagt i det smukke vinterklædte landskab, ofte med en betagende udsigt.
Den følgende dag blev det besluttet at jeg skulle fortsætte gemsejagten på et andet distrikt med en stedkendt guide, mens guiderne fra førstedagen skulle eftersøge min orne så snart morgenlyset tillod dette. De fandt da også ornen efter kort tid, men måtte med stor beklagelse meddele mig at den ene tand var brækket af i kampens hede, da jeg leverede det sidste skud, men at man havde fundet stumpen og ville lime den på igen. Det betød "desværre" at ornen ikke længere var et guldmedaljetrofæ, hvilket jeg faktisk havde det ret godt med. Vejret var om muligt blevet endnu værre på andendagen, og vi kom overhovedet ikke på skudhold af nogen gemser, hverken hun- eller handyr, så jagten måtte afsluttes sidst på eftermiddagen, da tågen havde lagt sig tæt overalt.
Efter hjemkomsten modtog jeg et fint certifikat, hvoraf det fremgik at jeg havde nedlagt en "Gold Medaille", hvilket fik mig til at sende besked tilbage om at jeg jo netop var blevet forsikret at der slet ikke var tale om et guldmedalje trofæ, på grund af den afbrækkede tand, men ak-oh-ve - trods de 3 strafpoints var vildbassen så stor, at der stadigvæk var tale om en guldmedalje og trofæafgiften bevægede sig dermed op på et ganske betragteligt beløb. Det er hagen ved jagt i Østeuropa, og især ved vildsvinejagten. Når man står foran en 22-ender kronhjort, kan man godt finde ud af at tæmme aftrækkerfingeren, men vildsvin byder ofte på overraskelser. Man kan skyde en lille bitte orne, der viser sig bagefter at have kæmpetænder - omvendt kan man nedlægge en enorm orne, som måske blot har ganske små tænder. Den lærestreg fik jeg ud af jagtturen til Bulgarien, og den følgende uge kom Benny hjem fra en far/søn jagt ved Limpopo, hvor de havde nedlagt ikke mindre end 3 vortesvine orner i rekordklasse. I Sydafrika differentierer vi ikke i trofæpriserne, uanset om man nedlægger en ny verdensrekord. Det er den store fordel hos os - man ved på forhånd nøjagtigt hvad tingene koster - ja, man ved sågar hvad konserveringen, hjemtransporten og fortoldningen koster, og det giver en tryghed og gør det muligt at planlægge afskydningen efter det budget man på forhånd har sat sig. Den luksus har man ikke i Østeuropa, skulle jeg hilse og sige! Prisen for min guldmedalje orne endte lige netop på et niveau der svarer til afskydning af 10 vortesvin!
