JENSEN SAFARIS E-MAIL CLUB no. 88

Gratis og uforbindende informationer om rejser og dagligliv i det sydlige Afrika. Evt. afmelding skal foretages per E-mail til adressen herunder og vil altid blive respekteret. Evt. tilmeldinger af venner og bekendte modtages gerne på samme adresse.

 

Kære medlemmer af Jensen Safaris E-Mail Club,

OVERSKRIFTER:

Vor lokale valuta tager igen et dyk nedad

Absolut sidste chance for at komme på Safari Cruise i denne rejsesæson

Marula frugter trækker folk og fæ

Jensen Safaris til debat i Politiken

 

Og det bliver billigere og billigere!

Randen tog i de forløbne to uger et længe ventet dyk nedad, og med et trylleslag blev alle vore priser på overnatninger, lejevogne og trofæafgifter i jagtsæson 13 pct. billigere. Dermed kan man igen på drivjagt nedlægge en springbuk for omkring en plovmand. Husk at man altid kan følge dagskursen på forsiden af vor hjemmeside www.jensensafaris.com

 

Da vore priser på de fleste produkter afregnes i lokal valuta Rand til dagskurs på faktureringsdagen, er det netop vore kunder der nyder gevinsten hver gang valutaen tager et dyk nedad, og det er jo sket nogle gange i årenes løb. Da Jensen Safaris startede i 1980 var kursen kr. 10,18 og d.d. er den kr. 0,84!

 

Sidste chance for Safari Cruise i denne rejsesæson

Vi har en enkelt ledig kahyt på Safari Cruise i februar måned, men flere ledige pladser på sæsonens sidste afgang i begyndelsen af marts måned. Derefter holder vi pause indtil efterårsferien 2004, hvorefter der igen er månedlige afgange til Victoria Falls og Lake Kariba. Kontakt os for et godt tilbud på restpladserne i marts måned 2004, og se det detaljerede program på vor hjemmeside www.jensensafaris.com

 

Så er marula frugterne ved at være modne!

Marula frugten i den sydafrikanske bush er efterhånden ved at være internationalt berømt - takket været likøren Amarula, som er blevet en eksportsucces af format, og nu nydes i 73 forskellige lande kloden rundt. Den minder om Baily likøren, men er mere frisk i smagen, især hvis serveret i et højt glas med is, eller som et lille raffinement til desserten. Marula træer kultiveres ikke, men gror vildt overalt i den sydafrikanske bush, og her tiltrækker de alt fra den mindste antilope til elefanter og gnuer, som elsker frugterne - ikke mindst når de er blevet modnet i solen. Skrønen siger at elefanter bliver berusede når de propper sig med modne marulafrugter og de begynder at gære i maven, men det er vistnok kun en historie, selvom den er ret så god! Lige nu er det under marula træerne at man skal kigge efter dyrelivet, for med den seneste tids regn er vildtet mere spredt end før, og marulatræerne udgør et nyt samlingspunkt.

 

Debatindlæg i Politiken 18/01/04:

Af Jens Kvorning, økonom

Man skulle tro, det var løgn, men på forsiden af Vi Rejser (11.1.) reklameres for Zimbabwe som rejsemål.
Politiken opfordrer sine læsere til at rejse til Zimbabwe, en af Afrikas værste diktaturstater, hvor Danmark for længst har lukket sin ambassade, og dermed støtte Mugabe økonomisk og moralsk, så hans styre kan fortsætte endnu længere, end det ellers ville kunne. Men ikke nok med det. Rejsearrangøren, som Politiken på denne måde giver sit blå stempel, er ingen ringere end Jensen Safaris. Et selskab, som brød Danmarks boykot af Sydafrika, da der var apartheidstyre, og i sine brochurer benægtede og bagatelliserede, at der skulle være noget moralsk forkert ved at støtte Sydafrika. Dengang tog Jensen Safaris ejer, Holger Jensen, stærkt afstand fra Zimbabwe, som var et flertalsstyre, men efter hans mening ineffektivt styret land. Men nu behager tilstandene åbenbart Holger Jensen bedre, og han er tilbage. I den lange reklameartikel forsøger journalisten, Bo Østlund, at styre sin begejstring over frelseren Holger Jensen, som giver sine sorte ansatte job, ved at hæve den moralske pegefinger og formane læserne til at tænke sig godt om, før man rejser til Zimbabwe, fordi det sker med moralen som indsats. Hvad med om Politiken og Bo Østlund havde gjort sig den overvejelse, før man gav en gammel apartheidtilhænger helgenstatus og gratis reklamer for hundredtusindvis af kroner. Jeg vil gerne opfordre Politikens chefredaktion til nøje at overveje, hvad det er Vi Rejser har gang i.

 

- og vort svar:

Når man nu har gennemlevet 80ernes livlige Sydafrika debat i Danmark, kan det nok undre at danske solidaritetsbevægelser forholder sig utroligt passive i forhold til styret i Zimbabwe, hvor magthaverne gennemfører nok den mest brutale politiske og økonomiske undertrykkelse i Afrikas historie. Et selvforsynende land med en god infrastruktur er i løbet af få år bevidst omskabt til et uland, hvor halvdelen af befolkningen overlever på nødhjælp fra omverdenen, den frie presse er destrueret, og såvel retssystemet som det politiske system totalt korrumperet. Alt sammen uden at dette har givet særlige dønninger hos de traditionelt højtråbende organisationer som Danida, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og FN-forbundet. Jeg gætter på at det hænger sammen med at det jo netop var disse organisationer, der i sin tid forherligede og godkendte Zanu-partiets terror mod sorte og hvide indbyggere i Rhodesia, og nu passer det knapt nok ind i deres noget afstumpede verdensbillede, at heltene opfører sig så uheldigt, og minsandten om de ikke også er sorte....!

 

Ligeså lidt som det at rejse i det gamle Sydafrika var en støtte til apartheid, ligeså lidt er en rejse til dagens Zimbabwe et udtryk for opbakning til Mugabe's rædselsregime. Det at rejse til andre lande er derimod medvirkende til at udvide horisonten og få et bedre kendskab til fjerne lande, uafhængigt af de mange færdigsyede meninger som præsenteres derhjemme, og gæster til det "gamle" Sydafrika blev da også hurtigt klar over at hvide og sorte i hverdagen egentlig fandt meget godt ud af det med hinanden, trods styrets træghed med at afskaffe racepolitikken, og ligeså kan gæster til det "nye" demokratiske Sydafrika konstatere at sorte indbyggere fortsat bor i elendige blikskure, medens præsident Mbeki flyver verden tynd i privatfly til en halv milliard kroner og omfavner alt andet end demokratiske herskere, fra Aristide i Tahiti til Castro i Cuba og ikke at forglemme Mugabe i Zimbabwe.

 

Jeg elsker Zimbabwe og dets befolkning - jeg kan knapt nok udtrykke hvor meget jeg afskyr Mugabe, og det har jeg gjort lige siden halvfjerdserne - længe inden at det blev på mode blandt økonom Jens Kvorning og hans meningsfæller, som det kom til udtryk i læserbrevet af 18. januar. Den væsentlige forskel er at jeg ikke tror på at hvide liberalister i Vesten tjener den sorte mands sag ved at boykotte civilbefolkningen og undlade at rejse til lande, hvor man ikke sympatiserer med den officielle politik. Tværtimod kan man som dansk gæst i dagens Zimbabwe få lejlighed til at vise den sympati og solidaritet med den menige befolkning, som danske solidaritetsbevægelser åbenbart helt har glemt at manifestere. Når Mugabe engang er fjernet og et demokratisk styre indsat, så kan vore gæster prale med at de var med til at sikre dagligheden for 35 sorte familier, mens venstrefløjen og de mange ulandsorganisationer i Danmark ikke løftede en finger. Det samme kan vore gæster i Sydafrika gennem 80'erne, som konstruktivt var med til at sikre en god levestandard for mange hundrede sorte sydafrikanske familier. Den slags håndsrækninger er nemlig dejligt jordnære og direkte, modsat bistandsorganisationernes meget selektive og stærk farvede sympatier, hvor den største del af de dejlige skattekroner ofte går til administration og ophold på femstjernede hoteller i den tredje verden."

 

Med venlig hilsen,

JENSEN SAFARIS,

 

Holger Krogsgaard Jensen

 

Jensen Safaris - Tour Operators

P.O. Box 4769 - Pretoria 0001 - SOUTH AFRICA

Telefon (012) 4 60 60 37 - international +27 12 4 60 60 37

Fax (012) 346 16 92 - international +27 12 346 16 92

Mobiltelefon 082 556 15 15/6 - international +27 82 556 15 15/6

E-Mail: jensen@icon.co.za - Hjemmeside: www.jensensafaris.com - nu mere end 2.000.000 hits siden starten!

Souschef Benny Nørgaard Bjerg - E-Mail: benny@jensensafaris.com

Assistant Manager Jaco de Lange - mobil +27 72 332 11 62

 

Etableret i 1980

24 års pålidelig service til den skandinaviske rejsebranche og individuelle gæster

 

Link til nyhedsbrev no. 87

Link til nyhedsbrev no. 86

Link til nyhedsbrev no 85

 

 

 

 

Reservationer via Jensen Safaris jensen@icon.co.za