Er netop hjemkommet fra en spændene jagttur til Kaukasus bjergene i Azerbaijan. Allerede på den anden jagtdag fik jeg chancen til denne Dagestan Tur, som blev nedlagt i 2850 m. højde, kun 200 m fra, hvor vi havde vores såkaldte "spike camp", som bestod af temmelig mikroskopiske telte!

På vej ind til basecamp. Vi køre i den firehjulstrukkne lastvogn, som havde al vor proviant med til de næste fem dages jagt. "Vejen" eller hvad man skal kalde den, er det stenede flodleje, og det meste af vejen er det faktisk mere behagelig at gå ved siden af lastvognen, end at sidde på ladet - vi var ikke helt klar over at vi skulle have medbragt nyrebælte på turen!!

Endelig efter små syv timers køretur i tre forskellige køretøjer, ankom vi til vor basecamp, som lå i 2000 m højde. Vi tog et kig på bjergene og blev enige om at det da i hvert fald ikke kunne lade sig gøre at komme op her. Vi blev klogere den følgende dag! Næste dag vandrede vi nemlig op til 2800 meters højde, hvor vi  etablerede teltlejren.

Opstigningen var en god forsmag på hvad der ventede os de følgende dage. Som det ses på billederne er stigningen tæt ved 60 grader, så vi havde ikke problemer med at holde varmen. Det er nok en meget god ide at have trænet lidt, inden man tager på sådan en tur. Det tog os tre timer at komme op til teltlejren, men hvor var det alle anstrengelserne værd - man skal lede længe efter en bedre udsigt. Vejret var også med os som det fremgår af billederne.

Den Dagastanske Tur kan både jages i Rusland og i Azerbaijan, hvor trofæerne normalt er størst. Caucasus bjergene er nok de voldsomste bjerge hvor det er muligt at jage nogen jagtbare arter overhovedet! Bjergene i det område hvor vi gik på jagt, var på det højeste punkt godt 3600 m. Bukken her nedlagde jeg på den anden jagtdag, den var del af en flok på hele ni væddere. Der var ikke den store hjælp at hente fra guiderne, de råbte bare SHOOT, hvor gang vi så nogle, så var der ikke andet at gøre, end at udvælge sig den man antog for at være størst!

Jagten forgik ved at vi gik langs kanten, og spejdede ned i kløfterne. Og når jeg siger kanten, mener jeg kanten. Trådte man forkert, kunne de samle en op et par kilometer nede i kløften. Er man imidlertid til bjergjagt, så slår dette terræn alt. I starten kunne vi ikke helt forstå hvordan jagten skulle foregå. For hvis vi nedlagde noget på de skrænter, ville det jo blive totalt smadret inden det blev bragt til stilstand! Den var dog god nok, man skulle bare håbe på, at den ville blive hængende på en afsats. Derefter lavede man så en plan over hvorledes man skulle få bjerget krabaten!

Her er det Helge's Tur, som faldt 4-500 m efter skuddet, hvilket resulterede i en brækket underkæbe, og nogle skrammer i pelsen, med heldigvis skete der ikke noget med trofæet. Vi skinnede den på stedet - ikke just det mest behagelige sted at stå og skinne. Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at det gik voldsomt både op og nedad. Th ses resultatet af af fem dages jagt, alle var godt tilfredse, vi var godt klar over, at man her meget nemt kunne komme tomhændet tilbage, med mindre man brugte amerikaner metoden, som bestod i at sende en af guiderne op, og nedlægge trofæet for jægeren...!