Historien bag det smukke Coach House begynder helt tilbage i 1892, hvor stedet blev grundlagt af Heinrich Schulte Altenroxel og Conrad Plange. Oprindeligt var det ment som en mellemstation, hvor diligencerne kunne få et tiltrængt hvil, inden de begav sig videre på den farefulde færd til Thabina, Leydsdorp eller Lowveld. Bergpassagerne hertil var frygtindgydende og man måtte flere gange passere nærmest umenneskelige forhindringer.

Ved ankomsten til Coach House var humøret derfor altid højt, og der var på stedet en fantastisk stemning af romantik, livsglæde og ikke mindst lettelse. Hver dag var en ny fest med nye mennesker, og hotellets vægge har med garanti lagt øre til mange historier fra diligencens passagerer og farverige kuske.. Ruten gik gennem det uigennemtrængelige ”Schelm Bos” nær den nuværende Ebenezer dam, videre langs bredden af Letaba floden for at krydse ”Digger's Rest” og ”Berg-en-Dal” for til slut at ende ved Agatha bjerget.

Midt på skråningen, som en uindtagelig fæstning og en forløsning for de rejsende, lå Coach House i naturskønne omgivelser. Det perfekte sted at slå lejr, inden rejsen gik videre til Thabina, og forhåbentlig det næste hvilested.  Med datidens magi og romance i tankerne, blev det nye Coach House bygget 1983 på resterne af det gamle Strachan Hotel. I behagelige omgivelser og med en imponerende udsigt over Drakensbjergene, ligger hotellet i dag fredlydt og uvidende om

den spændende historie der omgiver bygningerne. Man forsøger at holde myterne i live, og en del af de oprindelige vægge og vinduer er blevet bevaret, så vi i dag kan tænke tilbage på de anstrengelser man tidligere måtte igennem, for at kunne nyde godt af hotellets mange faciliteter. Det er svært at forestille sig de problemer datidens rejsende havde, men turen til

Coach House var bestemt ingen dans på roser. Ofte stod man ansigt til ansigt med løver, bøfler og landevejsrøvere og de farefulde bjergpassager og floder gjorde bestemt ikke turene bekvemmelige. Rejserne var meget uforudsigelige, og havde det f.eks. regnet i lang tid blev flere af de mudrede veje omdannet til regulære floder, og man kunne risikere at blive fanget ude i vildnisset i dagevis. Komforten om bord på de ellers så

prestigefyldte diligencer var kun sjældent den rejsende værdig, og ofte var man tvunget til at sidde som sild i en tønde. Nok mest fordi de ellers så fine og yndefulde damer, havde slæbt bagage med til alt for mange dage. De mange hestekræfter vi kender fra vor tids foretrukne transportmiddel, var skiftet ud med op til 16 muldyr, der kunne yde en topfart på 20 Km/t. For at gøre den lange rejsetid mindre, forsøgte man både at benytte heste og zebra-

er. Hestene vidste sig dog at være ubrugelige på grund af tsetse fluen, mens zebraerne viste sig at have yderst lidt udholdenhed og i vanskelige at tæmme. For diligencernes kuske var der især een mand, der skabte mere frygt og rædsel end de farefulde floder, de forræderiske bjerge og de vilde dyr tilsammen. Slynglen fra Duiwelskloof, Dick Turpend, var alles mareridt. Han tvang med hans store seksløber kuskene ned fra diligencerne, og red mod solen, med både dyrene og det guld nybyggerne havde slidt sig til i minerne i lavlandet. I smukke omgivelser, omringet af Drakensbjergene ligger den lille stemningsfyldte by Agatha. Den blev opkaldt efter den tidligere minekommissær Joubert’s kone, og var i første omgang tænkt som et sted hvor de hårdtarbejdende minearbejdere kunne få et velfortjent hvil. Selvom det kun var et lille usselt township uden for Leydsdorp, insisterede kommissæ-

ren at der skulle bygges et hospital der kunne behandle alle de minearbejdere der led af malaria og ”black-water fever”. Stedet viste sig dog hurtigt at være infiltreret af malaria myg, og på kort tid forlod mange stedet og efterlod det som en spøgelsesby. Teltpælene blev i stedet rykket højere op i bjergene, der var væsentlig bedre egnet til beboelse, og ret

bsnart derefter blev hospitalet transporteret derop. Senere fulgte der både et posthus, en telegrafstation og minsandten også en politistation. Selvom man ændrede byens navn til New Agatha efter at den var blevet flyttet, er det den by vi i dag kender som Agatha og Coach House***** ligger i det malariafrie bjergområde som et håndfast minde om de "gode gamle guldgraverdage" i en vildt og utilgængeligt Sydafrika.