|
På pionerjagt ved Lake
Albert i Uganda
I de gode gamle dage
blev Uganda med rette kaldt "The Pearl of Africa", og
indbyggere fra nabolandene Kenya og Tanzania valfartede dertil for
ferieophold, og landet var en særdeles populær jagtdestination. Det
eventyr fik dog en brat afslutning, da den berygtede Idi Amin
overtog styret i landet i 1971, og snart efter kom på krigsfod med
nabostaterne, og etablerede en overordentlig grusom og omfangsrig
hær, der drev terror mod landets egen befolkning, og destabiliserede
hele regionen.
Udviklingen er
fremragende beskrevet i den Oscar belønnede film "The Last King
of Scotland", men hvad filmen glemte at fortælle, var at landets
vildtbestand var tæt på udryddelse under Amin's regeringstid. Han
anvendte ganske enkelt de vilde dyr som forrådskammer for de grådige
soldater. Da Idi Amin blev væltet i 1979, var der kun 200 flodheste
tilbage i Victoria søen - af en oprindelig bestand på mere end
30.000 individer. Elefantbestanden skrumpede ind fra 30.000 til
sølle 2.000 individer, ligesom bestandene på 400 sorte og 300 hvide
næsehorn blev totalt udslettede. Krokodillerne var den eneste
dyreart som havde gavn af situationen, for de ernærede sig ved at
spise Idi Amin's ofre, som praktisk nok blev dumpet i Nilen, og drev
fra The Source of the Nile ved Jinja ned mod Murchison Falls.
Undersvejs holdt krokodillerne festmåltid på de sagesløse fjender,
og de tonstunge krokodiller i Nilen bærer da også vidne til nogle
givtige år for netop denne dyreart.
Den legale jagtudøvelse
stoppede i Uganda i 1975, og genåbnede først i 2002 - en pause på 27
år. Den sidste danske jæger som efter vore oplysninger nedlagde en
Uganda kob i landet, var storvildtjægeren Rudolf Sand i 1965, og
illustrationen ved denne artikel er venligst udlånt af sønnen
Richard Sand.
Vi har været dybt
involveret i genåbningen af jagten ved Lake Mburu i Uganda, og har
hvert år 15 danske jægere på jagt i regionen, men selvom vi havde en
forhåbning om at der på et tidspunkt ville blive tilladt jagt på
Uganda kob, så trak det ud - nok mest fordi debatten var noget
følelsesladet. Kob'en er nemlig Uganda's nationaldyr og emblem, og
nyder derfor en særlig status i offentligheden. Da bestanden af kob
var på sit højeste i 1961, var der omkring 70.000 eksemplarer, og i
dag er bestanden næsten oppe på samme niveau - 50.000 individer, og
en støt stigende bestand. Vildtarten kom for alvor på fode igen i
løbet af halvfemserne, ikke mindst takket være det faktum, at kob'en
yngler året rundt. På Ækvator har man ikke de store forskelle mellem
sommer og vinter, og denne hurtige reproduktion forøgede i løbet af
få år den specifikke bestand ved Lake Albert fra 35 til omkring
7.000 eksemplarer. Det var netop i dette område, hvor myndighederne
i 2008 for første gang tildelte en kvota på 20 handyr til
afskydning.
Med vort bestående
engagement i jagten i Uganda, var det derfor naturligt nok at vi i
december aflagde et besøg ved Lake Albert med en dansk kunde fra
Hørsholm, for at jage netop Uganda kob, efter en pause på 43 år. Den
lokale koncessions indehaver havde nok i nogen grad miskalkuleret
efterspørgslen, og med tårnhøje trofæafgifter og en licens på USD
500 per kob, havde afsætningen svigtet, og med kun en måned tilbage
af jagtsæsonen, var der stadigvæk usolgte 8 licenser tilbage.
Vi fik derfor nogle
rimelige betingelser, og valgte hver at nedlægge to Uganda kob. Vi
blev betaget af de smukke dyr, som med deres hvide aftegn omkring
øjnene og på halsen, virkelig er et smukt trofæ til væggen
derhjemme. Jagten var ikke svær, for det siger sig selv, at når man
i så mange år freder en bestand og slet ikke driver jagt på dem, så
opfatter de ikke længere mennesker som nogen trussel. Problemet var
i højere grad at udvælge de rigtige tyre, og her kom vi på opgave,
for det kan godt virke lidt overvældende, når der foran på savannen
pludseligt står op mod 100 skydestore handyr, og man gerne skulle
forsøge at finde den største.
Første gang var vi dog
særdeles heldige, da kunden nedlagde en mægtig tyr på 22 3/4", den
næststørste nedlagt i sæsonen. Den blev senere efterfulgt af min
egen tyr på 21 3/4" og bagefter yderligere to tyre omkring 21".
Derved havde vi faktisk indtil flere gange slået Rudolf Sands
meriter fra 43 år tidligere, da hans nedlagte kob målte omkring
20½". Og just forleden nedlagde formanden for denne ærværdige klub
en kob i Cameroun, som også var i samme størrelsesorden. Der var
dermed grund til at være tilfredse med det trofæmæssige resultat, og
alle skud blev afgivet til fods på pürch.
Min kunde Jens er en
hyggelig mand, som på blot 5 jagtsæsoner har nedlagt 12 kafferbøfler
i Uganda, selvom han har været forfulgt af sygdom. Han blev for år
tilbage ramt af Parkinson's, og det blev til adskillige "afskedsture"
med jagtvennerne, indtil det gik op for dem, at Jens faktisk får det
lidt bedre for hvert år der går, takket været den moderne medicin!
Når man ser Jens tage sigte, kan man godt undre sig over hvordan han
rammer perfekt hver eneste gang, men han har udviklet en teknik,
hvor han trods rysten på hånden klarer at afgive perfekte skud ved
brug af snelle. Man skal stå tidligt op for at slå Jens's statistik.
Under jagten afgav han også et par perfekte skud til store
hanbavianer, som jeg personligt hader at skyde, men her måtte
tilgive at det havde en vis mission, fordi disse dyr faktisk dræber
mange af de små kalve i kob bestanden, og derfor er meget forhadte.
Diskussionen omkring
hegnede jagtområder vil jo nok aldrig helt lægge sig, men det er
klart at jagten på friland i Uganda er meget lettere end på store
game ranches i Sydafrika, hvor der generelt er et højere jagttryk,
og hvor vildtet i langt større grad er på vagt overfor både rovdyr
og jægere, end det er tilfældet i Uganda. Derfor trækker jeg engang
imellem på smilebåndet ad de jægere, som føler at det er mere
sportsligt at skyde de meget fortrolige dyr på friland i Uganda,
frem for på lukkede områder i Sydafrika, selvom jeg naturligvis godt
kan følge tankegangen, og det etiske islæt bag den.
Fordelen i Sydafrika er
at krybskytteriet meget lettere lader sig kontrollere, og at den
enkelte landejer får et slags ejerskab over vildtet på vedkommendes
areal. Det er ikke tilfældet i Uganda, hvor vildtet i princippet
ikke kan være privatejet, og det dæmper lysten til at investere i
genudsætninger og ophjælpning af de vildtbestande, som kunne
anvendes til fremtidens jagtudøvelse. Lige nu åbnes der en række nye
koncessioner i landet, desværre på særdeles stramme betingelser, og
det vil givetvis ikke vare længe før priserne har sneget sig op på
samme høje niveau som i nabolandene. Der er dog ingen der helt har
klarhed kvaliteten af de nyåbnede områder, og personligt vil jeg
gerne se tiden lidt an, før jeg eksperimenterer med vore egne kunder
på de nye områder.
Vort besøg ved Lake
Albert var interessant, men udover Uganda kob bød det ikke på de
store jagtlige udfordringer. Jeg manglede en oribi i samlingen, og
de var til stede i særdeles god trofækvalitet. Til gengæld skuffede
størrelsen på vortesvin, hvor bestanden forekom meget ung. Det
gjaldt også en nyetableret bestand af Jackson's hartebeest, som
endnu ikke var til afskydning på området. Nil buskbukken forekommer
i et rimeligt antal, men trofæerne er meget små i denne del af
Uganda, ligesom de grå dykkerantiloper var noget mindre af krop og
horn, end dem vi er vant til fra de lidt mere frodige områder ved
Lake Mburu. Lake Albert er og bliver derfor et område for
liebhavere, der drømmer om at inkludere en af Afrikas smukkeste
antilopearter i trofæsamlingen derhjemme. For dem venter til gengæld
en fin oplevelse, og man tager derfra i bevidstheden om at man har
høstet overskudsdyr fra en bæredygtig bestand. |
